Brorson Fichs rejselegat – et rejselegat for livet!

Marselisborg Gymnasium uddeler hvert år et helt enestående, og meget generøst rejselegat, nemlig Brorson Fichs rejselegat på 100.000 kr.

Legatet blev oprettet i 2007 af en nulevende, anonym tidligere elev i anledning af legatgivers 40-års studenterjubilæum og til minde om tidligere rektor Brorson Fich.

Legatet uddeles hvert år til to studenter – én pige og én dreng – og har til formål at give økonomisk støtte til at rejse ud, opleve verden og opnå større forståelse for den. Eneste krav er, at de unge studenter efter rejsen skal skrive en fyldig rejseberetning, som herefter bringes på Marselisborg Gymnasiums hjemmeside.

Legatgiveren ønsker meget udtrykkeligt at være anonym, men Marselisborg Gymnasium har for ganske nylig besøgt og talt med den tidligere elev:

“Mit rejselegat skal gives til en dreng og en pige, som trænger til et velfortjent skulderklap – elever, der har gennemført tre års uddannelse på Marselisborg Gymnasium på trods af særlige udfordringer, og som er vellidte af både kammerater og lærere.

 

Mit rejselegat skal gives til studenter, som er nysgerrige og åbne, og som har mod og lyst til at forstå andre mennesker og verden uden for Danmark. Det skal gives til studenter, der er hjælpsomme og opmærksomme, har gode egenskaber og – meget vigtigt – til studenter, der kan formidle rejseoplevelser, som kan inspirere andre unge til også at rejse ud og udforske verden.

 

Min idé med rejselegatet på 2 x 50.000 kr. er, at det skal tilføre unge mennesker en vigtig almendannelse, som gymnasiet ikke umiddelbart kan give. At rejsen vil forme legatmodtagerne for resten af livet og forhåbentlig bidrage til, at verden bliver et bedre sted for alle.

 

Jeg vil glæde mig til at læse de næste rejseberetninger.

 

Held og lykke med studentereksaminerne.”

– Den anonyme legatgiver

Marselisborg Gymnasium ringede forleden til tidligere legatmodtager Maria Kloster:

“Rejselegatet gav mig pludselig en uventet mulighed for at rejse ud og se verden. Jeg havde haft det svært og var i 2.g nødt til at flytte hjemmefra – og så kom en gylden mulighed. Det er jeg meget taknemmelig for den dag i dag.

 

Rejsen har haft stor betydning for mig. Jeg rejste i fire måneder i Syd- og Mellemamerika. Jeg gik blandt andet Inka-ruten. Min mor var meget syg, mens jeg rejste, og hun havde altid drømt om at gå Inka-ruten. Det blev også min drøm – og på en måde gik vi ruten sammen. Det betød utrolig meget.

 

I dag arbejder jeg med mennesker – og dermed med at forstå det hele menneske.

 

At rejse i Guatemala var farligt, men jeg var ikke bange. Jeg mødte verden med et åbent sind og lærte at ‘se’ andre mennesker. Det var en god oplevelse. Det har været mit livs rejse, og nogle af mine nære venner i dag er stadig mine gamle rejsekammerater.”

 

Marselisborg Gymnasium har også talt med tidligere legatmodtager Asbjørn Arildsen:

 

Hvordan husker du din rejse i dag?
“Når jeg husker tilbage på min rejse i dag, så tænker jeg på det som mit første store eventyr. For mig var det en rigtig stor oplevelse at rejse alene. Det at rejse alene betød, at det blev en rejse fuld af frihed, nysgerrighed og møder med mennesker, som jeg aldrig glemmer.
Der er ingen tvivl om, at naturen i New Zealand er overvældende – det vil jeg aldrig glemme – men de mennesker, jeg mødte, gjorde virkelig også indtryk på mig – også mere end jeg nok havde regnet med. Jeg oplevede, at de mennesker jeg mødte, var både åbne og imødekommende – uanset om det var til en bryllupsfest med fremmede eller ved bålet med andre backpackere.”


Hvordan har rejsen påvirket dit syn på verden – og på dig selv?
“At rejse alene krævede, at jeg turde være åben, tage initiativ og stole på, at jeg kunne finde min vej – også når tingene ikke gik som planlagt. Jeg tror, det har gjort mig mere selvstændig og rodfæstet. Derudover stod jeg ofte i situationer, hvor jeg ikke kendte nogen. I sådanne situationer er du nødt til at møde mennesker og nye oplevelser med en åbenhed. Det er noget, jeg fortsat har med mig.”

Er der noget fra rejsen, du stadig vender tilbage til?
“Jeg vender særligt tilbage til mange af de naturoplevelser, jeg havde på min tur. Jeg kan stadig mærke den ro, jeg fandt på Stewart Island – og jeg kan huske følelsen af at stå midt i Fjordlands natur og føle mig lille og fri på samme tid. Derudover husker jeg også flere af de mennesker, som jeg mødte på min rejse.”


Hvad vil du sige til andre unge, der overvejer at tage ud i verden alene?
“Gør det! Det behøver ikke være perfekt planlagt – tværtimod. Giv plads til det spontane, til mødet med andre og til at opdage, hvem du selv er, når du står et sted, hvor ingen kender dig. Du kommer hjem med langt mere end minder – du kommer hjem med et nyt perspektiv.”

Tekst og foto: Per Fløng