Det startede rigtig skidt, men endte godt

26. oktober 2010 af Jan Holst

Denne gang gjaldt det så finalestævne i Odense.

Det startede rigtig skidt: 6 spillere meldte afbud (skader, kontraktlige forpligtelser), en træner og en anfører sov over sig. Værre kunne det næsten ikke se ud, da vi startede op med bussen tidlig tirsdag morgen. Vi nåede til Odense en halv time for sent, men arrangørerne havde forbarmet sig over os, og startede med en anden kamp end vores. Vi kom i vores første kamp hurtigt bagud 1-0 mod Rungsted, men så vendte hele billedet.

Via 2-1 over Rungsted, O-O mod Greve, men 4-1 til os efter straffesparkskonkurrence var vi pludselig puljevindere og dermed i semifinalen. Her vandt vi, igen efter at have været bagud 0-1, over Rødovre 2-1 efter omkamp.

Nu var vi pludselig i finalen om det danske mesterskab mod Skt. Knuds Gymnasium fra Odense. Det blev et yderst spændende opgør, hvor vi ret hurtigt kom bagud 1-0, men udlignede inden halvleg. Sent i 2.halvleg scorede Skt. Knud sejrsmålet efter en kamp, hvor mange af spillerne fra begge hold måtte hjælpes fra banen med krampe i benene.

En jætteindsats af et reservespækket Marselisborg-hold, hvor alle fightede flot hele vejen igennem, men hvor jeg bliver nødt til at fremhæve 4 spillere. Målmand Niels Christian Høgh Andersen, 2.se1, som var formidabel i straffesparkskonkurrencen, Magnus Fischer, 4.td, som var eminent som anfører, indpisker og bageste mand i forsvaret, Morten Hemdorff, 2.mb som styrede midtbanen forbilledligt i samtlige 170 minutter og Tue Ullerup Hansen, 1.sb, som scorede 3 supermål og sloges som en bersærk oppe foran.

Det startede rigtig skidt, men endte godt. Danmarks næstbedste gymnasiefodboldhold er også noget at være. Tillykke drenge.