Sold og Café

Café

I løbet af skoleåret bliver der afholdt tre til fire caféer for skolens elever. Caféerne ligger efter skoletid på fredage, hvor der hygges på tværs af klasser.

En gang imellem er der live-musik og der er også en traditionsrig MGP-café, hvor vi finder skolens deltager til det intergymnasiale MGP.

Skolefest

Årets fest på Marselisborg Gymnasium for skolens elever og lærere, der ligger i foråret. Her vælger hver klasse et udklædningstema og pynter et bord i multihallen, hvor de spiser til aften. Efter skolefesten er der sold.

Sold

Elevfesterne på Marselisborg Gymnasium kaldes efter gammel tradition for sold.
Der afholdes traditionelt seks solder på et skoleår, normalt tre før jul og tre efter jul. Hertil kommer 1.g-sold og Studentersold.

Solderne afholdes på fredage på skolen med bar og dansegulv i skolens kantine. Solderne er for skolens elever, og der er ikke mulighed for at invitere gæster med.
Man kan købe øl, cider og sodavand til solderne, men ingen vin eller spiritus, og man må ikke selv medbringe drikkevarer. Man må ikke ryge under sold.
Et soldudvalg bestående af elever fra skolen står for de fleste af de praktiske ting i forbindelse med solderne, mens en gruppe af lærere fra skolen er til stede og sælger billetter til drikkevarer. Skolen har hyret et privat vagtselskab til at tjekke indgangsbilletter og til at opretholde ro og orden under solderne.
Der er gratis, elevdrevet, garderobe til solderne, som benyttes på eget ansvar.

Se desuden skolens side med soldregler.