Lise Fog (kemi), Torben Hviid (biologi) og Jakob Jensby (samfundsfag)
En tårevædet afsked fra Savelugu Senior High

Der blev ikke sparet på tårerne efter en fantastisk uge på Marselisborg Gymnasiums venskabsskole Savelugu Senior High (Savess) i det nordlige Ghana. Eleverne fra 2SB havde i fem dage været indrulleret som studerende på det lokale gymnasium i byen Savelugu, hvilket indebar traditionelle navne, skoleuniformer og tværfagligt samarbejde med de lokale studerende.

Med udgangspunkt i temaerne Malaria, høvdingesystemet i Ghana, Sheanødde- og mangoproduktion skulle eleverne lave feltarbejde i Ghanas nordlige dagbonprovins og indsamle data, som skulle bruges til de endelige præsentationer i slutningen af ugen. Præsentationerne blev overhørt af rektor og vicerektor på skolen, som var svært tilfredse og den sidste aften kulminerede med traditionelle danse, hvor også de danske elever fik lov til at vise deres kundskaber frem.


