28 af Marselisborgs 2.g-elever har deltaget i en masterclass om influencer-marketing i faget dansk. I den forbindelse har marketing-teamet fra tøjbrandet SELECTED FEMME/HOMME udarbejdet en influencer-case, som holdet har arbejdet med. Eleverne skulle lave en influencer-strategi for SELECTED’s nye ”Tailoring concept”.
Her skulle eleverne blandt andet forholde sig til brugen af mikro-, makro- og megainfluencere, kontrakter med samarbejdspartnere, kommunikationsstrategier, planlægning af happenings, reach, tracking, udvikling af moodboards, hashtag-strategi, kvalitetssikring, strømlining af budskab, budget mm.
I denne uge har de besøgt BESTSELLERs hovedkvarter i Brande, hvor de har pitchet deres influncer-strategier for SELECTEDs marketing-team. Eleverne modtog en masse god feedback og rigtig meget ros for deres arbejde. Efterfølgende fik de en rundtur i huset, hvor man i øjeblikket arbejder med vinterkollektionen 2025.
Tekst og foto: Søren Vrist Christensen