Arktisk set fra oven: klimaforandringer ændrer planternes vækst
Signe Normand, lektor ved Institut for Bioscience
Dagens andet foredrag var med lektor Signe Normand, som forsker i økoinformatik og biodiversitet. Hun forklarede, hvordan den globale opvarmning har medført klimatiske ændringer på Arktis, der har påvirket de arktiske økosystemer og biodiversiteten. Europas sidste istid kan sidestilles med Arktis’ nuværende vegetation, der er præget af meget tundra. Alle arters udbredelse er begrænset af klima, spredning samt andre arter m.m., og i takt med at klimaet konstant forandres, ændres vegetationen, hvilket resulterer i et helt nyt økosystem. Hun understregede dog, at mange arter responderer hurtigt på miljømæssige forandringer, hvilket har været med til at opretholde forskellige arter.
Normand har i sine studier kombineret drone-, satellit- og feltundersøgelser på Grønland, og dermed undersøgt forskellige arters udbredelse og effekten af klimaforandringerne. Man har derfor fundet ud af, at klimaforandringerne vil medføre vegetationsændringer, men man ved bare ikke, hvor hurtigt det sker, og hvad konsekvenserne er. Vegetationsændringerne kommer blandt andet til udtryk i arternes produktivitet. Nogle arter vil ekspandere i form af øget dækningsgrad og øget højde, hvilket vil gå ud over andre arter, og det vil derfor påvirke økosystemerne.
Selvom man er langt med forskningen, er der stadig meget, man ikke ved og mange hypoteser, som ikke stemmer overens med resultaterne, og der er derfor stadig meget at tage fat på.