Forårskoncert for musikholdene i 1.g

3. maj 2009 af Trine Henriksen

Mandag aften var musikeleverne fra skolens to 1.g-hold samlet til en hyggelig aften i Fællesauditoriet, hvor de, under ledelse af lærer Birte Flethøj Ege, sang og spillede for de mange elever og forældre, der var mødt op for at lytte til årets forårskoncert.

Eleverne havde selv valgt numrene, de fremførte, og de spændte fra Tina Dickow over Stevie Wonder til Red Hot Chili Peppers. Ind imellem de fremragende elevpræstationer blev der plads til et par fællessange, hvor publikum ivrigt sang med. Arrangementet afsluttedes med nummeret ’Magi i luften’, og herefter sivede publikum ud i den lyse forårsaften, alt imens eleverne tog fat på oprydningen af instrumenter.