Korsika 2mb

Anne Sandal (biologi) og Niels Erik Jensen (idræt)

Blod, sved og tårer – med 2mb på Korsika
2mb tog i uge 18 kroppen med i kamp på Korsika. 

Temaet for turen var på egen krop at opleve, hvordan vi reagerer på en række fysisk og psykisk udfordrende opgaver.
Aktiviteterne havde forskellig karakter, men fælles for dem alle var, at de gav anledning til øget puls og en masse adrenalin i blodet.
MTB-turen startede med 10 km bjergkørsel op gennem utallige hårnålesving, hvorefter der blev kørt nedad gennem sten, grus og vandløb.

Canyoning fik virkeligt gang i kamphormonerne, da vi skulle hoppe 10 meter ned fra en klippe for at lande i 5 grader varmt vand. Og turen forsatte i floden med adskillige vilde spring, rapelling og rutsjeture i vandfald – først med fødderne, senere med hovedet først.

På adventureturen kæmpede eleverne mod både tid og udmattelse. Turen var 21 km lang med store variationer i højdemeter. Undervejs var der udfordringer som kajakroning, rapelling, skydning og dykning, og så skulle alle hold krydse maquis’en – en tør og meget stikkende vegetation, der tog sig betalt for at lade elever krydse uden for stierne.
Klatring foregik på klippevægge højt over havet. Vi målte puls og blodtryk, og fik her et indtryk at, hvordan kroppen forsøger at forberede sig på denne udfordring. Sværhedsgraden steg undervejs, og vi sluttede af med at klatre i en klippesprække med udhæng. Præmien var en helt fantastisk udsigt på toppen.
Midt på ugen var der hviledag, hvor vi sammen kørte til den sydlige by Bonifacio. Det er en smuk by bygget på toppen af klipperne. En lidt gyngende sejltur tog os med rundt om byen og de omkringliggende grotter.
Alt i alt en fantastisk god studietur, hvor der heldigvis også blev tid til at nyde swimmingpoolen og de tilhørende liggestole.

Niels og Anne

Program

 Lørdag 25. april   9.30: Mødes i Billund lufthavn
10.50: Afgang mod Nice via Frankfurt: Flynummer LH837 og LH1064
17.55: Ankomst Nice
19.00: Afgang med bus mod Toulon
23.30: Afgang med færge mod Bastia (Korsika)
 Søndag 26. april   9.00: Ankomst Bastia
ca. 14: Ankomst Solenzara – Résidence de’ cardellini
ca. 15: Introduktion til stedet og gennemgang af ugens program
 Mandag 27. april   9-16: Adventurerace
Eleverne inddeles i grupper, som skal dyste mod hinanden over hele dagen. De kan blandt andet blive udsat for kajakstafet, rappelling, skydning og slackline.
Til aftensmaden kåres dagens vinderhold.
 Tirsdag 28. april   9-17: Canyoning og MTB
I canyoning skal man vandre op ad et bjerg og følge flodens tur ned igennem kløfter, hvor man skal spring ud over klipper og glide ned ad ”rutsjebaner”

I MTB skal eleverne både på singletracks og stier, og turen slutter med en downhillrute, hvor der har været afholdt VM i downhill.

 Onsdag 29. april   9.00 Afgang mod Bonifacio. Her skal vi på byvandring og opleve det lokale byliv.
16.00 Hjemkomst til lejlighederne
 Torsdag 30. april   9-16 MTB og canyoning
 Fredag 1. maj  

9-16 Klatring og rappelling

Efter en gennemgang af udstyr og sikkerhed vil der være udfordringer til alle – både i sværhedsgrad og ift. den mentale udfordring det er at klatre op ad klippevægge

 Lørdag 2. maj  

05.00: Afgang fra Lejlighederne
08.00: Afgang med Bastia mod Nice
13.30: Ankomst Nice
18.50: Afgang Nice mod Billund: Flynummer LH1065 og LH842
23.05: Ankomst Billund