 |
Helt almindelige hverdagsgerninger blev i disse tre uger til uforglemmelige oplevelser Ida Søndergaard Madsen |
8 måneder senere, mere præcist den 5. oktober 2012, kom dagen, hvor min spontane beslutning blev til virkelighed. Min trygge og vante hverdag blev sammen med 13 andre nyudklækkede studenter og to lærer erstattet med 4 ugers eventyr i det afrikanske land Ghana.
Alle 4 uger var helt fantastiske, men især 3 af ugerne står klart i mine erindringer. I disse 3 uger levede vi hver og en hos en lokal familie i den lille landsby Malshegu.
”Her er ingen vandhane, ingen seng, her lugter grimt, maden smager underligt – men alle folk er alligevel så glade.” Dette er et citat fra min dagbog efter min første dag i min nye familie. Og netop glæden, var dét som fyldte mit ophold i den lille landsby. Vi blev modtaget af dans, sang og trommer, men vigtigst af alt – en stor flok smilende børn og voksne, hvis blikke og interesse var så stor, at jeg nærmest følte mig som en verdenskendt popstjerne. Mit nye hjem bestod af en samling af 5 små, røde lerhytter med stråtag arrangeret i en rundkreds med et tilhørende bålsted i midten. I dette hjem boede min nye familie, der bestod af stor flok på 10-15 stykker – inklusiv min nye søster Dorcas.
Det første jeg blev bedt om kort efter jeg mødte min nye familie, var at tage et bad. Fint tænkt jeg – fint. Denne tanke blev dog hurtigt erstatte med et panisk – ’shit, hvor fanden går jeg i bad!?’ – for intet i den lille hytte eller de omkringliggende omgivelser lignede steder man kunne bade. Min nye søster satte en spand med koldt vand foran mig og guidede mig ned i enden af den lille runde lerhytte, hvor en lille udhuling i gulvet var placeret. ”You urinate and you shower” sagde min søster, mens hun blot fortsatte hendes madlavning, som for i øvrigt også foregik i den lille hytte. Jeg fandt hurtigt ud af, at blufærdigheden er på et andet niveau, for hverken bruseforhæng eller det privatliv eksisterede hos dem.
”Jeg må indrømme, at det her er mere udfordrende, end jeg havde troet” Dette er en citat fra min dagbog, efter første nat hos min familie, hvor simple ting som bad og mad var udforinger, men også oplevelser. Og netop dette var gældende for hele mit ophold – helt almindelige hverdagsgerninger blev i disse tre uger til uforglemmelige oplevelser. Det lyder meget vel som en kliché, men det gik op for mig, at det ikke blot er en selvfølge, at eksempelvis lade vandet rinde fra en tændt vandhane. Vi skulle hver morgen hente vand i store beholdere, for at tage et bad og varme vand til morgenmad.
Turens formål var dog også langt mere end blot at opleve et fremmede land, som vi ellers ofte gør når vi rejser. Formålet med turen var at give noget til fordel for andre. Vi skulle hjælpe til med at bygge en ungdomshus i den lille landsby. Arbejdet bestod af alt fra at bygge mursten, grave fundament og køre trillebør med sand, vand og grus i massevis. Arbejdet var fysisk hårdt og hver dag kæmpede vi mod den bagende ghanesiske sol. Derfor har denne tur også resulteret i nogle fantastiske og enestående venskaber, fordi vi alle har været udfordret, presset og har haft brug for hinanden til at snak og støtte.
Som en lille ekstra bonus var jeg så (u)heldig at besøge det Ghanesiske hospitalsvæsen, da jeg blev ramt af en omgang malaria. Også her blev vi mødt af primitive forhold, men også en ekstrem venlighed. Hospitalet ejede kun et toilet (hvilket vel og mærket var beregnet til personalet) – det fandt jeg temmelig kritisk, da malaria medfører både diarre og opkast. Men rask blev jeg, hjem kom jeg og en oplevelse ud over alle grænser fik jeg.