 |
Hvad jeg tager med mig fra denne tur, er taknemmelighed over at være blevet budt velkommen i en ghanesisk familie. En unik mulighed, jeg nok aldrig får igen
Sabine Thulesen
|
Jeg og de 13 andre i gruppen tog til Ghana kun vidende om de konkrete rammer omkring vores rejse; nemlig, at vi hver især skulle indkvarteres godt tre uger ved en familie i byen Malshegu, og at vi skulle bygge et ungdomscenter til byens unge. Så langt så godt. Da vi så pludselig fandt os selv til velkomstceremonien i landsbyen med bøn, dans og mange forventningsfulde afrikanske ansigter, blev vi fanget i vores egen uforberedthed – på positiv vis. Inden vi så os om, befandt vi os i vores ghanesisk familie med alt, hvad det indebar. Vi blev kastet ind i en komplet anden virkelighed, hvor der ikke var andet for end at suge indtryk til sig, observere og forsøge at tilpasse sig de forventninger, der var til os. Jeg selv blev indkvarteret hos høvdingen, hans to koner, ni børn og utallige børnebørn, der boede sammen i et antal af hytter, som på traditionel vis var samlet omkring en fælles gård. Det interessante ved denne rejse var i høj grad, at jeg i mødet med en så anderledes kultur virkelig oplevede, hvordan f.eks. klimatiske, samfundsmæssige, historiske og strukturelle forhold har af indflydelse på det enkelte menneskes liv og tankegang. Når man lever på naturens præmisser som i Malshegu, formes menneskets mentalitet også herefter. Ens bekymringer og tanker kommer til at omhandle det arbejde, der skal til for f.eks. at lave et måltid mad, forarbejde afgrøder og at vaske tøj. Man lever i nogen grad fra hånd til mund. Det ligger altså ikke lige for at tænke i storpolitiske spørgsmål, fremtidsvisioner og abstrakte ideer om mennesket og dets virke. Hverdagen går med fysisk arbejde og meget lidt mental udfordring og stimulans, hvilket i den grad står i kontrast til Danmark, hvor vi overalt opfordres til at tænke, overveje og at udfordre det etablerede. Disse meget forskellige vilkår skaber selvfølgelig mennesker med forskellige udgangspunkter og en anderledes logik; forskellige men akkurat lige gode mennesker. I løbet af de tre uger i Malshegu blev jeg skridt for skridt en implementeret del af familien og hverdagen med alle kvinderne og deres daglige praktiske arbejde med bl.a. madlavning over små
ildsteder og børnepasning. At føle sig tilpas og hjemme i en så anderledes kultur kræver dog sin tilvænning, og i denne sammenhæng er situationer, hvor man føler sig på dybt vand, uundgåelige. For det, der med vestlige briller er en selvfølge og virker implicit, er det ikke for dem. Dette førte til en (til tider) noget besværlig kommunikation og misforståelser. Når man derudover er presset pga. de mere barske fysiske levevilkår og et mindre mentalt overskud, kan man nemt blive frustreret. Men kigger jeg tilbage på rejsen som et udtryk for en udvikling, ser jeg klart, at netop disse øjeblikke har været de vigtigste. Det er nu ganske sundt at få sat spørgsmålstegn ved det selvfølgelige og at opleve en samhørighed med mennesker, der på mange måder er så anderledes end en selv. Hvad jeg tager med mig fra denne tur, er taknemmelighed over at være blevet budt velkommen i en ghanesisk familie. En unik mulighed, jeg nok aldrig får igen. Ghaneserne er gode, humoristiske og lattermilde mennesker, der blot er anderledes, idet de er langt mere direkte i deres frem-toning. Hvad der har indprentet sig stærkest på min nethinde er de stunder, hvor alle kvinderne gik rundt i gården blandt potter, pander og ildsted i deres farverige lange nederdele med klipklappere på og børn bundet på ryggen, mens de hørte bragende høj musik fra radioen og hylede af grin, imens de dansede. Sådanne scenarier kan man måske også se i TV men at være en del af det og grine og danse med var en helt igennem smuk oplevelse.
Sabine Thulesen
3.se1 – student 2012 –