Bestyrelsens vedtægter

Kapitel 1: Navn, hjemsted og formål

§ 1. Marselisborg Gymnasium er en selvejende institution inden for den offentlige forvaltning med hjemsted i Århus Kommune, Region Midtjylland og omfattet af lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. Institutionens CVR-nummer er 29554293.

§ 2. Institutionen er oprettet den 1. januar 2007 ved Marselisborg Gymnasium overgang fra at være en amtskommunal institution til en selvejende institution, jf. § 14, stk. 4, i lov nr. 590 af 24. juni 2005, som ændret ved § 64, nr. 2, i lov nr. 575 af 9. juni 2006.

§ 3. Institutionens formål er i overensstemmelse med dens udbudsgodkendelser og lovgivningen at udbyde gymnasiale uddannelser. Institutionens aktuelle udbud af uddannelser fremgår af det til vedtægten vedhæftede bilag med bestyrelsens underskrifter.
Stk. 2. Institutionen kan i tilknytning til uddannelserne, jf. stk. 1, gennemføre indtægtsdækket virksomhed i overensstemmelse med budgetvejledningens regler herom.

Kapitel 2: Bestyrelsens sammensætning

§ 4. Institutionen ledes af en bestyrelse på 7 medlemmer med stemmeret. Desuden har bestyrelsen 2 medlemmer uden stemmeret. Medlemmer med stemmeret skal være myndige.
Stk. 2. Bestyrelsen sammensættes således
1) 5 udefra kommende medlemmer, hvoraf 4 udpeges af et udpegningsråd på 5 medlemmer, der er sammensat som følger: Formanden for Marselianersamfundet, borgmesteren i Århus, rektor for Aarhus Universitet, formanden for Erhverv Århus samt, som formand, endnu et eksternt medlem udpeget af skolens bestyrelse.
Udpegningsrådet indhenter forslag til bestyrelsesmedlemmer fra blandt andet Marselianersamfundet og den siddende gymnasiebestyrelse. Intet medlem af udpegningsrådet kan udpeges til bestyrelsen. Forslag til udpegningsrådet fra blandt andet Marselianersamfundet og den afgående bestyrelse er ikke bindende for udpegningsrådet,
Udpegningen af bestyrelsesmedlemmer skal ske med respekt for nærværende vedtægts § 5.
Udpegningen sker i overensstemmelse med gældende forvaltningsretslige regler.
Udpegningsrådet er beslutningsdygtigt, når alle medlemmer er til stede. Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed; ved stemmelighed er formandens stemme udslaggivende.
Samt 1 medlem, der udpeges af kommunalbestyrelserne i regionen i forening.
2) 1 medlem, som er fyldt18 år, med stemmeret og 1 medlem uden stemmeret, der udpeges af elevrådet blandt deltagere i uddannelse ved Institutionen. Elevrådet tager ved udpegningen stilling til, hvilket medlem der har stemmeret.
3) 1 medlem med stemmeret og 1 medlem uden stemmeret, der udpeges af og blandt institutionens medarbejdere. Medarbejderne tager ved udpegningen stilling til, hvilket medlem der har stemmeret.
Stk. 3. Bestyrelsen bør have en ligelig sammensætning af kvinder og mænd.
Stk. 4. Medarbejdere og deltagere i uddannelse ved institutionen kan ikke efter stk. 2, nr. 1, udpeges som udefrakommende medlemmer af bestyrelsen.
Stk. 5. Institutionens leder, jf. § 15, der er bestyrelsens sekretær, deltager i bestyrelsesmøderne uden stemmeret.

 

§ 5. Blandt de udefra kommende medlemmer, jf. § 4, stk. 2, nr. 1, skal der være medlemmer, der har erfaring fra erhvervsliv, grundskolesektor og den videregående uddannelsessektor.
Stk. 2. De udefra kommende medlemmer udpeges i deres personlige egenskab og skal tilsammen have erfaring med uddannelsesudvikling, kvalitetssikring, ledelse, organisation og økonomi, herunder vurdering af budgetter og regnskaber samt uddannelseskvalitet.

 

§ 6. Bestyrelsens funktionsperiode er 4 år løbende fra førstkommende 1. maj efter, at valg til kommunalbestyrelser har været afholdt.
Stk. 2. Ingen kan udpeges til bestyrelsen efter det fyldte 70. år.
Stk. 3. Genudpegning kan finde sted.
Stk. 4. Hvis et medlem ikke længere opfylder betingelserne for at være medlem, jf. § 17 i lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v., skal medlemmet udtræde af bestyrelsen øjeblikkeligt. Den udpegningsberettigede skal hurtigst muligt udpege et nyt medlem for den resterende del af funktionsperioden.

Kapitel 3: Bestyrelsens opgaver og ansvar

§ 7. Bestyrelsen har den overordnede ledelse af institutionen.
Stk. 2. Bestyrelsen fastlægger institutionens målsætning og strategi for uddannelsen og tilknyttende aktiviteter på kort og på lagt sigt samt godkender budget og regnskab.

 

§ 8. Bestyrelsen er over for undervisningsministeren ansvarlig for institutionens drift, herunder for forvaltningen af de statslige tilskud.
Stk. 2. Bestyrelsesmedlemmerne hæfter ikke personligt for institutionens økonomiske forpligtelser. For bestyrelsens medlemmer gælder dansk rets almindelige erstatningsregler.

 

§ 9. Bestyrelsen skal forvalte institutionens midler, så de blive til størst mulig gavn for institutionens formål. Inden for dette formål og under de vilkår, der er fastlagt i lovgivningen eller i medfør af denne, disponerer bestyrelsen frit ved anvendelse af de statslige tilskud og øvrige indtægter under ét.
Stk. 2. Institutionens midler anbringes med undtagelse af nødvendig kassebeholdning efter bestemmelserne i § 21, stk. 3 og 4, i lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v.
Stk. 3. Alle værdipapirer tilhørende institutionen skal være noteret i institutionens navn.

 

§ 10. Bestyrelsen ansætter og afskediger institutionens leder og godkender efter indstilling fra institutionens leder ansættelse og afskedigelse af institutionens øvrige personale.
Stk. 2. Bestyrelsen skal følge de af finansministeren fastsatte eller aftalte bestemmelser om løn- og ansættelsesvilkår, herunder om pensionsforhold, for det personale, der er ansat ved institutionen.

 

§ 11. Bestyrelsen udpeger institutionens interne revisor og foretager revisorskift under iagttagelse af § 42, stk. 3, 2. pkt. og § 43 i lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v.
Stk. 2. Bestyrelsen underretter Undervisningsministeriet og rigsrevisor om den udpegede interne revisor og om skift af intern revisor.

Kapitel 4: Bestyrelsens arbejde

§ 12. Bestyrelsen vælger blandt de udefra kommende medlemmer, jf. § 4, stk. 2, nr. 1, sin formand
Stk. 2. Formanden indkalder til og leder bestyrelsens møder. Der afholdes mindst 4 møder årligt. Møde skal endvidere afholdes, når mindst 2 bestyrelsesmedlemmer fremsætter krav herom.
Stk. 3. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af de stemmeberettigede medlemmer er til stede. Afgørelser træffes ved simpel stemmeflerhed, jf. dog stk. 4. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Stk. 4. Til beslutning om ændring af vedtægten, om køb, salg eller pantsætning af fast ejendom og om sammenlægning eller spaltning kræves, at mindst 2/3 af samtlige stemmeberettigede bestyrelsesmedlemmer stemmer herfor.
Stk. 5. Bestyrelsens beslutninger optages i et referat, der underskrives af samtlige bestyrelsesmedlemmer. Et bestyrelsesmedlem, der ikke er enig i bestyrelsens beslutning, har ret til at få sin mening ført til referat.
Stk. 6. Bestyrelsens mødemateriale, herunder dagsordener og referater, skal gøres offentligt tilgængelige. Sager, dokumenter eller oplysninger, der er omfattet af forvaltningslovens bestemmelser om tavshedspligt, må dog ikke offentliggøres. Alle personsager og sager, hvori der indgår oplysninger om kontraktforhandlinger med private eller tilsvarende forhandlinger med offentlige samarbejdspartnere, kan undtages for offentliggørelsen, hvis det på grund af sagens beskaffenhed eller omstændighederne i øvrigt findes nødvendigt.

 

§ 13. Der kan ydes bestyrelsens medlemmer et særskilt vederlag efter de af Undervisningsministeriet fastsatte regler herom.
Stk. 2. Bestyrelsesmedlemmernes rejseudgifter og øvrige udgifter i forbindelse med hvervet afholdes af institutionen efter reglerne om godtgørelse af udgifter ved tjenesterejser i staten.

 

§ 14. Bestyrelsen fastsætter en forretningsorden for sit virke. Forretningsordenen skal som minimum fastlægge:
1) Retningslinjer for formandens rolle.
2) Retningslinjer for arbejdsdelingen mellem bestyrelsen og institutionens leder.
3) Retningslinjer for bestyrelsens tilsyn med institutionens leder.
4) Retningslinjer for bestyrelsens opfølgning på afrapporteringer om institutionen målsætning og strategi for uddannelserne og tilknyttende aktiviteter på kort og på langt sigt.
5) Retningslinjer for bestyrelsens drøftelser om bestyrelsens kompetenceprofil.
6) Bestyrelsens pligt til at tage stilling til institutionens organisation såsom kvalitetssikring, regnskabsfunktion, intern kontrol, it-organisation og budgettering.
7) Bestyrelsens pligt til at fastlægge institutionens løn- og personalepolitik.
8) Bestyrelsens pligt til at skaffe sig de oplysninger, der er nødvendige til opfyldelse af dens opgaver.
9) Bestyrelsens pligt til at følge op på planer, interne og eksterne evalueringer, budgetter og lignende samt tage stilling til rapporter om institutionens uddannelsesresultater, likviditet, aktivitetsudvikling, finansieringsforhold, pengestrømme m.v.
10) Bestyrelsens pligt til at tage stilling til indholdet af revisionsprotokollen forud for dennes underskrivelse. 11) Bestyrelsens pligt til at gennemgå institutionens perioderegnskaber og lignende i løbet af hvert regnskabsår og herunder vurdere budgettet og afvigelser herfra.
12) Bestyrelsens pligt til at sikre tilstedeværelsen af det nødvendige grundlag for revision
13) Bestyrelsens pligt til at opstille procedurer, der sikrer, at Undervisningsministeriet får den information, der er fastsat i gældende lovgivning at føre tilsyn med og følge op på institutionens udvikling.

Kapitel 5: Institutionens daglige ledelse

§ 15. Institutionens leder har den daglige ledelse af institutionen og er ansvarlig for virksomheden over for bestyrelsen.
Stk. 2. Lederen skal efter retningslinjer fastsat af bestyrelsen årligt til bestyrelsens afgive forslag om det årlige budget og planlægningen af institutionens uddannelse og tilknyttende aktiviteter.

Kapitel 6: Tegningsret

§ 16. Institutionen tegnes af bestyrelsens formand og institutionens leder i forening.

Kapitel 7: Regnskab og revision

§ 17. Institutionens regnskabsår er finansåret.
Stk. 2. Institutionens regnskaber revideres af Rigsrevisionen i henhold til § 2, stk. 1, i lov om revisionen af statens regnskaber m.m. Undervisningsministeren og rigsrevisor kan i henhold til § 9 i lov om revisionen af statens regnskaber m.m. aftale, at revisionsopgaver varetages i et nærmere fastlagt samarbejde mellem Rigsrevisionen og den i § 11 nævnte interne revisor.
Stk. 3. Ved regnskabsårets afslutning udarbejder institutionen i overensstemmelse med regler fastsat af undervisningsministeren et årsregnskab. Institutionens regnskabsføring skal følge de regler, der er fastsat af undervisningsministeren, og en regnskabsinstruks godkendt af bestyrelsen.
Stk. 4. Årsrapporten underskrives af samtlige bestyrelsesmedlemmer og institutionens leder. I forbindelse med indsendelse af årsrapporten skal bestyrelsesmedlemmerne afgive en erklæring på tro og love om, at de opfylder betingelserne for at være medlem af bestyrelsen, jf. § 17 i lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v.

Kapitel 8: Nedlæggelse

§ 18. Beslutning om nedlæggelse af institutionen træffes af undervisningsministeren, jf. § 5, stk. 1, i lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v.
Stk. 2. Ved institutionens nedlæggelse forestås likvidationen af et likvidationsudvalg på 3 medlemmer, der udpeges af bestyrelsen. Institutionens bestyrelse fungerer, indtil likvidationsudvalget er nedsat.

 

§ 19. Nettoformuen, opgjort på likvidationstidspunktet, tilfalder statskassen, jf. § 5, stk. 3, i lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v.

Kapitel 9: Ikrafttrædelse mv.

§ 20. Denne vedtægt træder i kraft ved undervisningsministerens godkendelse, der gives med virkning fra 1. januar 2007. Den midlertidige bestyrelse fortsætter indtil en bestyrelse er udpeget i henhold til § 4, stk. 2, for perioden indtil den første ordinære funktionsperiode begynder, jf. § 6, stk. 1
Stk. 2. Vedtægten kan ikke ændres uden undervisningsministerens godkendelse. Det påhviler bestyrelsen til enhver tid at ajourføre det i § 3, stk 1, 2 pkt. nævnte bilag.

Således vedtaget på bestyrelsesmødet den 24. oktober 2006

Erik Meineche Schmidt (formand)
Ove Nørholm
Margrethe Bogner
Kjeld Knudsen Jensen
Sine Mainz

Vedtægterne blev offentliggjort på den tidligere hjemmeside oktober 2006 og overført til den nuværende hjemmeside december 2014 med ibrugtagning af denne.

Bestyrelsesformand

EOJ

Erik Østergaard Jensen
28 99 25 76 eoj@mbg.au.dk

Rektor

Kirsten Skov

86266202
20255291