Gå til indholdet 
Torsdag den 23. oktober blev der afholdt reception for Marselisborg Gymnasiums nye rektor Jeppe Kragelund. Som afslutning på receptionen afholdt Jeppe Kragelund følgende tale.
Kære alle
Tak fordi I har valgt at kigge forbi i dag. Det er sødt af jer at være med til at fejre både mig og Marselisborg Gymnasium.
Tak for de fine og pæne ord.
Og så også et par afsluttende ord fra mig…
Først tak til bestyrelsen og tak til ansættelsesudvalget for at have vist mig tillid – en tillid, som jeg vil gøre mit bedste for at leve op til.
Jeg er meget beæret over at have fået muligheden for sammen med alle jer ansatte at være med til at sætte retningen for Marselisborg Gymnasium i fremtiden.
En fremtid, som byder på store forandringer, herunder opbrud i den uddannelsesstruktur, som vi kender i dag, men det kommer jeg tilbage til.
Kære kolleger – Jeg glæder mig meget til samarbejdet med jer alle.
Jeg glæder mig også til samarbejdet med bestyrelsen, med eleverne og med vores eksterne samarbejdspartnere såsom kolleger i grundskolerne, på de videregående uddannelser samt foreninger, erhvervsliv og politikere.
For ikke at tale om medierne, som jo må siges at have haft en, hvad skal vi kalde det, en særlig interesse for Marselisborg de senere år. Jeg håber, at I vil fastholde jeres interesse, men at ”pennen bliver skiftet ud”.
Jeg lover jer, at der nok skal blive spændende ting at skrive om.
Det kan jeg sige med temmelig sikker røst, efter at jeg har gennemført individuelle såkaldte kaffe- og chokolademøder med efterhånden de fleste af mine nye kolleger her på skolen.
Wow mange har meget på hjerte – og heldigvis også meget forskelligt.
Nogen har været på skolen længe og andre kun et enkelt eller ganske få år.
Den stærke skole er en skole, hvor nyt og gammelt mødes, hvor erfaring og nytænkning er ligeværdige, når vi sammen løbende skal udvikle fremtidens Marselisborg Gymnasium.
Status quo er ikke en mulighed – medmindre vi vil have dagligt besøg af Tesfaye og en halvtom skole.
Heldigvis er der masser af potentiale her på skolen – masser!!
Det er hovedkonklusionen fra mine kaffe- og chokolademøder.
Der eksperimenteres med undervisningsformer og didaktiske virkemidler, der laves og udvikles fællesarrangementer, sociale aktiviteter, der arrangeres besøg for folkeskoler, der skrives lærebøger, udvikles kurser, arbejdes i ministerielle arbejdsgrupper. Et par af vores kolleger er netop blevet indstillet til Politikkens undervisningspris – ja kort sagt. Her er et meget højt idé- og energi-niveau!
Og vigtigst af alt, så forenes den faglige energi i en stor passion for at løfte vores elever både fagligt og socialt.
Det er svært ikke at glæde sig til at se, hvad vi sammen kan få skabt de næste år.
Som sagt der skal nok blive stof nok til medierne, når I skal skrive om positiv skoleudvikling og spændende elevprojekter – skal vi ikke aftale det?
Inden vi tager hul på fremtiden, så hopper jeg lige et par uger tilbage igen.
Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak til jer alle for jeres imødekommende og venlige velkomst. Særlig tak for de allerede mange gode snakke både formelle og uformelle.
Det har været og er en fornøjelse, og jeg glæder mig til det videre samarbejde, om det så handler om bygninger, it, kantinedrift, administration, økonomi, ledelse, undervisning eller driftsforstyrrelser på kaffemaskinerne.
En skole er en kompleks størrelse – ikke blot som organisation men også i forhold til sine mål.
For hvad er målet med at drive skole?
Hvilken forskel gør vi?
Hvilken forskel skal vi gøre?
Er vi til for den enkelte unges selvrealiseringsprojekt,
for samfundets kollektiv,
eller for at forberede den unge til arbejdsmarkedet?
Svarerne på de tre spørgsmål er ja, ja og ja – dog med forskelligt eftertryk afhængigt af politisk observans.
Undervisningssektoren er kompleks og udsat – positivt ment – for stor politisk bevågenhed.
Mange, hvis ikke alle, har en holdning til uddannelse. Alle kender et ungt menneske, som er under uddannelse – hvis ikke egne børn, så venners eller naboers.
Uddannelsespolitik er godt ideologisk politisk stof, som sætter konturerne omkring menneskesyn og visioner for fremtidens samfund.
Her trives politiske modsætninger.
Kort sagt: Uddannelsespolitik er en god politisk kampplads – på godt og ondt for os som udøvere af de politiske visioner.
De politiske strømninger og dagsordener har naturligvis altid en sandhed i sig, men er som oftest alt for simple.
Det er et vilkår for alle os, som arbejder i en politisk bestemt sektor.
Ingen risiko for at vi bliver glemt,
større risiko for at blive klemt – kan man sige.
Jeg har valgt at tage dette med i min tale i dag som en anerkendelse af de vilkår, som underviseropgaven skal udføres under.
Lad mig blot give et par eksempler på politiske dagsordener, som har stor betydning for vores arbejde og vores rolle som institution i samfundet.
Medier og politiker har fået italesat, at ungdommen er udsat for en massiv trivselskrise trods det faktum, at hovedparten af unge faktisk trives rigtig godt i dag.
Uagtet faktuelle kendsgerninger så bringes den såkaldte trivselskrisen ind i uddannelsessektoren.
Afhængigt af om ørerne rettes mod højre eller venstre side i Folketingssalen, så høres forskellige forklaringer.
Trivselskrisen har sin grund i stort karakterpres lyder det fra den ene side, mens den anden side opfordrer de unge til at løfte blikket fra egne navle og tro på sig selv. ”Du kan godt…”
Ved sidste valgkamp blev gymnasiets rolle i samfundet et stort valgtema ”for eller imod en elevfordelingsaftale”, og diskussionen omkring adgangskrav til gymnasiet forstummer næppe foreløbigt.
Det ene øjeblik skal vi rumme store dele af en ungdomsårgang, hvor tænkningen er, at uddannelse skal være en del af en social opstigning, det næste politiske øjeblik skal det almene gymnasium være mere elitært og store dele af ungdommen afvises af en karakterbom foran de succesrige gymnasier.
De svingende dominerende politiske tilgange og syn på uddannelse ændrer unægteligt vores rolle i samfundet og dermed også krav til vores daglige praksis.
Det er jo ikke helt uvæsentligt, om vores samfundsopgave er ”kun” at klargøre de bogligt set fagligt dygtigste til universitetsuddannelserne, eller om vores opgave er at tilbyde en bredere uddannelse, hvor mange unge på tværs af sociale og etniske skel møder hinanden i gensidig forståelse på vej til deres videre uddannelse indenfor mange forskellige faglige områder og på mange forskellige faglige niveauer.
Et andet eksempel handler om brug af skærme.
Problemer med unges overdrevne brug af sociale medier og heraf følgende påstået mistrivsel er også rykket ind i klasselokalet, og blandes desværre – sikkert af populistiske grunde – sammen med vores didaktiske overvejelser omkring brugen af forskellige læringsmidler og vores forpligtelser til at klæde de unge på til den fremtid, som møder dem udenfor skolens mure. En fremtid baseret på digitale teknologier, hvis nogen skulle være i tvivl.
Apropos digitale teknologier, så skal alle udfordringer og forandringer ikke kun tilskrives politisk indblanding. Samfundets generelle udvikling, skal vi naturligvis også tage højde for.
Sidste nye kæmpe skud på ”problem-stammen” er fremkomsten af kunstig intelligens. Vi har stadig til gode at afklare, hvordan indlæring og dermed krav til vores undervisning påvirkes af denne nye teknologi, når fx en danske stil kan promptes på få minutter.
Hermed blot nævnt enkelte dilemmaer og udfordringer, som vi står overfor nu og i de kommende år, og som viser, at det langt fra er nok som gymnasielærer at være fagligt kompetent i sine to universitetsfag.
Jeg vil derfor gerne rette en særlig tak til alle vores undervisere, som skal agere i et ganske komplekst undervisningsrum og som nok ikke altid modtager en helt retfærdig anerkendelse for deres arbejde, da takken forplumres af de politiske dagsordener.
Som jeg sagde i starten, så står uddannelsesverdenen overfor de største forandringer i mange mange år.
Et bredt flertal i Folketinget har vedtaget, at en ny gymnasial ungdomsuddannelse epx skal se dagens lys i 2030.
Om vi her på Marselisborg kommer til at udbyde den nye uddannelse, ved jeg ikke, men vi skal holde alle muligheder åbne.
Vi skal og vil naturligvis påtage os samfundsansvaret for at iværksætte, udvikle og drive en evt. ekstra uddannelse her på Marselisborg, hvis der er politisk ønske om dette.
Uagtet om vi skal udbyde den nye epx-uddannelse, så sker der også forandringer med det almene gymnasium.
Som sagt tidligere så er status quo ikke en mulighed, og det er vel egentlig også helt naturligt for en uddannelsesinstitution med et erklæret formål om at klæde vores elever bedst muligt på til en foranderlig fremtid.
Trods til tider tvivl og stort besvær, så er det det hele værd de sommerdage i juni, hvor årets studenter springer ud halvanden måned efter bøgen i Marselisskoven.
De hvide studenterhuer.
De røde roser i favnen.
De fugtige øjne hos rørte familier.
Herfra udspringer en ungdom.
Som reflekterende, demokratiske og vidende medborgere er de klar til ikke blot at deltage i, men også til at udvikle vores samfundet til fremtiden.
Dette kommer ikke af intet. Husk det!
Det kan vi her på Marselisborg godt tillade os at være stolte af.
Tak for ordet!
Foto: Per Fløng
