Sejr igen igen!!

Thomas Skotting

Turneringen fandt sted i Løgumkloster, hvilket resulterede i en meget lang køretur og et dertilhørende noget uengageret hold i første kamp Falkonergården. Dette kom også til udtryk på pointtavlen, idet Marselisborg var bagude stort set hele kampen. Vi fik dog hentet dem og endte med at være foran med 2 point med 14 sekunder igen. Desværre lykkedes det vores modstandere at score en 3´er med 2 sekunder igen og desværre lykkedes det dommeren at overse en KLAR fejl (syntes vi) på vores sidste skud på kurven. Vi tabte derfor med 2 point. Anden kamp var dog ikke noget problem. Vi spillede mod et Hørby hold hvoraf ingen har spillet basket før, hvilket resulterede i en 73-1 sejr til os.

I semifinalen torsdag morgen mødte vi Nyborg efterskole. Efter en noget usikker 1 periode endte vi dog også med at vinde denne kamp sikkert med 44-22.

Finalen bød på en revanche mod Falkonergården. Kampen var meget intens og stillingen bølgede frem og tilbage.  Med 3 minutter igen trak vi dog fra og endte med at vinde kampen  med 6 point. Marselisborg Gymnasium kan altså nu bryste sig af titlen ”Danmarksmestre i skolebasket 2010”.

Tak til pigerne for et godt stævne.