Tirsdag d. 18. november var Marselisborg Gymnasium vært for semifinalen i Europabevægelsens EU Case Competition, hvor de vindende elever fra Marselisborg dystede mod semifinalister fra Lemvig Gymnasium og Aabenraa Statsskole.
Problemstillingen for årets konkurrence lød; “Hvordan kan vi skabe et mere energiuafhængigt EU?”. En problemstilling eleverne havde meget forskellige innovative bud på, lige fra Industrisymbiose i EU over energilagringsløsningen EcoSpin til ambitiøs fælleseuropæisk ekspansiv finanspolitik.
De eksterne dommere havde mange rosende ord med til alle deltagende elever, men valgte til sidst at pege på et projekt fra Marselisborg med løsningen Energi-Generating Pavement. Dommernes begrundelse var, at det, udover at være et meget gennemarbejdet og innovativt projekt, har fokus på at skabe synlighed og positiv opbakning til den grønne omstilling i EU.
Så stort tillykke til Natascha, Clara, Ida og Julie fra 3ms1, som nu skal til København og kæmpe om hovedpræmien, som er interrail billetter til hele klassen!
Tekst: Tina Myrup Kristensen
Foto: Per Fløng