Eleverne i 2.g deltager i øjeblikket i ”SkriveCup”, der er en landsdækkende konkurrence om kreativ skrivning, der er støttet af Fonden for Entreprenørskab. I år er konkurrencens tema ”forbudt”, og eleverne skal remediere en eksisterende tekst og skrive den om til et andet format. Dertil skal de udvikle en eksperimenterende og innovativ performance, der kan understøtte deres tekst.
2.g-klasserne konkurrerer imod hinanden, og Marselisborg sender årligt elever videre til landsfinalen. Den blev sidste år afholdt på Aarhus Teater. Finaledeltagere fra Marselisborg var drengene fra 2mus, der havde lavet en remediering og en performance, som… ja… hvordan skal man næsten forklare den?
Sidste års tema var ”lys og mørke”. Eleverne havde læst ”Brødrene Løvehjerte” på svensk, og de havde efterfølgende skrevet den om til en opskrift på tvebakker. Deres performance handlede om en forstyrret og splittet person, der kastede med æg og mel, mens han fortæller om tvebakker og sin sindstilstand. Sideløbende blev der på klaver spillet (til tider) idyllisk musik. Deres performance blev suppleret af video af brusende floder, leg med projektørlys og kreativ udklædning. Aarhus Teater har aldrig set noget lignende, og eleverne vandt prisen for årets mest kreative indslag.
Det bliver spændende at se, hvad skolens 2g-elever finder på i år.
Tekst og foto: Søren Vrist