I anledning af Marselisborg Gymnasiums 125 års fødselsdag har skolens elever fået et nyt og lækkert loungeområde inspireret af mønstre og farver fra Thorvaldsens Museum og designet af Alexander Muchenberger, Bureau Detours og billedkunstner Christoffer Bukh.
I skolens fællesauditorium har vi siden 1978 haft to ganske særlige kunstværker af guldaldermaleren Jørgen Sonne. Disse kunstværker stammer fra den originale frise fra Thorvaldsens Museum i København, der skildrer den berømte billedhugger Bertel Thorvaldsens hjemkomst til København i 1838, efter at han havde tilbragt næsten 40 år i Rom. Museet skulle huse Thorvaldsens hjembragte værker og blev bygget af arkitekten M.G. Bindesbøll. Han var inspireret af de mønstre og farver, man fandt ved datidens udgravninger af de antikke italienske byer Pompeji og Herculanum. Disse mønstre og farver dannede mode og blev meget populære på Thorvaldsens tid. Læs mere her.
De smukke mønstre og farver og den gamle historie har fået nyt liv i ”Thorvaldsens Rum”, som også kan ses på billederne nedenfor.
Tekst: Doris Hostrup
Foto: Per Fløng