Tre uger i Malshegu

Ungdomscentrets formål er at skabe et mødested og forum, der kan hjælpe unge ghanesere med at finde job, opnå nye kompetencer samt forstå deres indflydelse i samfundet. Landsbysamfundet i Malshegu og de fleste andre landsbyer i Nordghana er feudalt på trods af landets officielle demokrati, og få har råd til at uddanne sig og derved få kendskab til, hvad et demokrati indebærer. Mange i centrets målgruppe mødte jeg enten i familien eller på byggepladsen, hvor de opholdt sig, fordi de intet havde at tage sig til. Det var en godoplevelse at være en del af et sådant velgørende projekt, men det var en endnu bedre oplevelse at omgås de mennesker, der skulle få glæde af projektet.

Malshegus indbyggere tog rigtig godt imod os og udviste stor gæstfrihed. Det var selvfølgelig i familierne, at gæstfriheden kom mest til udtryk. Min familie tog imod mig med åbne arme og viste hele tiden engagement i min tilstedeværelse. Det er for mig også familien, der udgør den største oplevelse i Ghana, da mit ophold heri var helt unikt. Min familie var muslimsk, og familieoverhovedet, Alhassan, havde tre koner og 10-16 børn. Han var landlord og slagter, hvilket i landsbysamfundet er to gode stillinger. Min ghanesiske familie kunne nærmest ikke adskille sig mere fra min danske, end den gjorde.

Jeg boede sammen med min værtsbror, familiens førstefødte – Alhassan Ganiu-Abdul, på hans meget spartanske værelse. Interiøret var hans seng, en stang med hans tøj og en lille kommode med hans skoleting. Loftbeklædningen var gamle udslåede papkasser, og væggene var ikke malet. Hele huset føltes meget hjemmelavet, og det var det også, for eftersom landsbyboerne ikke er særligt rige, må de selv kunne bygge deres huse. 

Jeg startede hver dag med at stå op omkring 05:30 i et varmt og fugtigt værelse lige så svedig, som da jeg gik i seng. Det føltes nærmest koldt at træde udenfor værelset, hvor temperaturen måske var 25 grader. Morgenmaden spistes sammen med Ganiu før klokken seks, idet han skulle tidligt af sted til revisorskolen. Da familien overhovedet ikke havde nogen borde, spiste jeg morgenmaden siddende på værelsesgulvet. Den bestod af et halvt kridhvidt flute og te eller billig ’instant kaffe’ med flødepulver. Den kunne ikke matche mængden af morgenmad, som jeg plejer at spise hjemme i Danmark, og den kunne overhovedet ikke matche energimængden, der var nødvendig for at arbejde på byggepladsen. 

Gruppens arbejde var fordelt på to tidsrum: om morgenen og eftermiddagen. Vi startede klokken otte og arbejdede til middagspausen, hvor frokosten serveredes. I mellemtiden havde temperaturen sneget sig op omkring de 35 grader, mens vi havde arbejdet i solen, og derfor var vi gennemblødte af sved og selvfølgelig konstant tørstige. Middagspausen varede et par timer, da det ville være for udmattende at arbejde i middagsheden med solen midt på himlen. Udover frokost blev pausen brugt på afslapning og yderligere snak om oplevelser i vores familier.

Det har haft stor betydning for min oplevelse af Ghana at rejse med en gruppe. Oplevelserne bliver lidt mere overkommelige at fortære, når man er flere om dem, men de bliver ikke mindre af den grund. Vi sad som en stor gruppe udlændinge under vores mangotræ i pausen, og derfor kunne vi ikke undgå opmærksomheden fra landsbybørnene, der flokkedes om os, når de fik fri fra skole. Jeg følte, at jeg generelt stjal meget af deres opmærksomhed, idet samtlige af landsbyens børn samt de fleste voksne kunne mit navn og konsekvent valgte at minde mig om det ved synet af mig – helst råbende og hoppende fra børnenes side. Forklaringen var, at ’Alexander’ åbenbart lød som deres ord for ’paradis’, og derfor kunne de huske og udtale det. Arbejdet efter pausen var generelt hårdere end om morgenen, dels fordi vi allerede havde arbejdet, og dels fordi temperaturen lå stabilt omkring 35 grader. Efter arbejde var et bad derfor tiltrængt og ønsket, og dette skulle helst ske før det blev mørkt ved seks-tiden, da der ikke var lys i familiens bad. Det var dog ikke kun lys, som badet var foruden. Der var ikke rindende vand i landsbyen, så badet foregik med en spand vand og en klud. Selve badekabinen var en cirkelformet mur, der stopper i brysthøjde, med udsyn til alle forbipasserende – hvilket slet ikke var så få! 

Badet var blot en ud af mange forskellige ting i hverdagen, som man skulle vænne sig til. Toilettet var et hul i en lille bygning, og det var alt. Alternativet var en mark og en skovl, så jeg havde rent faktisk luksus toiletforhold. En anden tilvænningssag var deres madhygiejne. De fleste af deres madvarer var af den ene eller anden grund i kontakt med gulvet, der samtidig var husets skraldespand og til tider dyrenes toilet. Hvis kogekonen desuden ikke holdt øje med dyrene, spiste de af gryderne. Et køleskab ejede familien ikke, og jeg har oplevet at få serveret stegt kød, der havde ligget i omtrent 33 graders varme i tre døgn – hvilket var noget af det mad, der smagte bedst. Fødevarestyrelsen i Danmark ville finde dette uhørt, men jeg overlevede med helbredet og tarmfloraen intakt! 

Alle disse små ting i hverdagen vænner man sig til, og jeg brugte ikke tid på bekymringer om dem heller. I stedet brugte jeg tiden på at snakke med familien og prøve at forstå deres liv. Ganiu talte engelsk flydende, og da vi er nogenlunde jævnaldrende, kunne jeg nemt sætte mig ind i hans liv og de store forskelle, der er på hans og mit liv. Det var hovedsageligt igennem de to onkler, at jeg lærte om familiens baggrund samt mange af de ghanesiske kutymer og traditioner, da de var de eneste to andre, der talte godt engelsk i familien. 

Nogle af traditionerne udsprang af Islam, idet familien var muslimsk, og imens jeg boede med familien, var jeg så heldig at opleve den store Eid, som vel lidt er Islams pendant til julen. Det specielle ved denne Eid er, at man skal lave ofringer i Allahs navn og dele dem med sine nærmeste. Familien blev omdrejningspunktet for nabolagets Eid efter Salah-bønnen, fordi min værtsfar var landsbyslagteren. Det er en af de morgener, der står bedst i min erindring. 
Efter at have overværet tre halalslagtninger, blev jeg inviteret på te og brød af min festklædte værtsfar, mens dyrene skulle parteres, så naboerne – også de kristne – kunne få et stykke med hjem. Det var en meget makaber oplevelse, men det unikke ved den var, at det ikke gik op for mig, at dette var en muslimsk tradition, fordi familien inkluderede mig meget, på trods af at jeg ikke er muslim. Det afspejler min generelle oplevelse af familien; de udviste kolossal gæstfrihed og vilje til at inkludere mig i deres hverdag.

Dengang da min tur til Ghana startede ved et informationsmøde, vidste jeg meget lidt om Ghana som land og nærmest ingenting om ghaneserne som mennesker. Jeg var panisk, da jeg jagtede en gave til min vært, for jeg havde ingen idé om noget som helst vedrørende ghaneserne. Igennem mit ophold i Malshegu føler jeg, at jeg har lært ufatteligt meget om ghaneserne og deres liv, men ligeledes også om livet i Danmark. Jeg har oplevet ting i Ghana, der kunne forbedres, og jeg har ligeledes oplevet ting i Ghana, som i Vesten kunne forbedre mange menneskers liv. Set i bakspejlet har omkostningerne for turen været meget små, når jeg tager udbyttet i betragtning. Mit og de andre medrejsendes lille bidrag kommer til at hjælpe de unge i Malshegu, og det glæder mig at have være en del af det. De tre uger i Malshegu var tre uger hvor grænser blev overskredet, og en verdenshorisont blev udvidet.