Kemi
Kemi på C-niveau:
Kemi på C-niveau er en introduktion til faget kemi.
Kemi udspringer historisk af ønsket af ønsket om at lave metaller om til guld. I slutningen af 1700-tallet tog faget en drejning, idet man begyndte at få en forståelse for, at dette projekt ikke kan lade sig gøre, samtidig begyndte man at få den moderne forståelse af grundstoffer og lidt senere, atomer og molekyler.
I kemi prøver man at forstå stoffernes egenskaber på atomart niveau. Man vil f. eks. gerne kunne forklare, hvorfor salt og sukker opløses i vand, men ikke fedt og benzin. Til gengæld opløses fedt i benzin. Hvorfor fryser benzin ikke selv i den koldeste vinter, mens salt skal opvarmes til meget høje temperaturer, før det smelter?
Dette forklares ved tilstedeværelsen eller fraværet af bindinger, hvor der er sket en kraftig forskydning af elektronerne – såkaldte polære bindinger eller ion-bindinger.
Kemi på C-niveau giver forklaring på atomets opbygning, grundstoffernes periodesystem og den kemiske bindings natur.
Man beskæftiger sig også med mængdeberegninger: Hvor meget CO2dannes ved afbrænding af 1 L benzin? Hvad har man tilbage ved en eksplosion i en blanding af 10 g H2 (hydrogen) og 10 g O2 (oxygen)? Hvordan kan man ved vejning afgøre, hvad der dannes ved opvarmning af natron? Svarene på de 2 første spørgsmål er ca 2,25 kg og en blanding af 11,3 g vanddamp og 8,7 g hydrogen.
Endelig beskæftiger man sig med nogle få organiske stoffer, f. eks. bestanddelene af benzin og med de enkleste syrer og baser. Begge emner behandles mere i dybden på B-niveauet. Derudover er der noget valgfrit stof; man skal undervejs beskæftige sig med miljøkemi og teknisk kemi.
Kemi på A og B niveau:
Kemi på A og B niveau tager direkte udgangspunkt i stoffet fra Kemi C, men på et mere anvendelses orienteret niveau.
Kemi på A og B-niveau giver den dybdegående forklaring på, hvad der foregår indenfor fagområder som medicin og biologi. Kemi på A og B-niveau er derfor et vigtigt redskab, hvis man vil arbejde med biologiske systemer som mennesker, dyr og planter. Eksempelvis er det kemi, der giver forklaringerne på biologiske fænomener som osmose, diffusion, cellemembraners opbygning samt hvorfor man ikke falder død om, når man drikker kaffe og cola.
Der vil også i Kemi A og B være mulighed for at komme ind på mere industrielle områder så som: drug design, miljøkemi, fremstilling af farvestoffer og kemiske våben.
Indenfor rimelighedens grænser vil det være muligt at få lov til at lave show-kemi med dertil hørende eksplosioner, kraftige lysglimt og sjove farveskift.
Fagsekretær
Louise Gjerlev Jensen
Lektor
LJ
lj@mgym.dk