I grundforløbet i idræt stifter 1.g’erne bekendtskab med flere forskellige idrætsdiscipliner. Formålet er, at forløbet, som vi kalder “Vild med Idræt”, skal give eleverne en forsmag på nogle af de aktiviteter, der venter i idrætsundervisning. Mest af alt skal vi dog bare have det sjovt og lære hinanden godt at kende.
“Hold I” har indtil nu stiftet bekendtskab med boldbasis, fodbold og ultimate og skulle torsdag morgen møde til en lektion med titlen “løb”, hvor vi begyndte dagen med et lille O-løb i Mindeparken omkring monumentet for Danmarks faldne i 1. Verdenskrig.
Eleverne skulle lige have styr på kortet, men så gik vi i gang, og der kom sved på panden. Det kan godt være, at det måske har været svært for nogle at komme ud af sengen denne morgen med tanke på, at der stod “løb” på skemaet, men når man møder ind på så flot en morgen i så smukke omgivelser, så tror jeg faktisk at eleverne fik en rigtig fin og dejlig start på skoledagen.
Nu kan de se frem til næste uge, hvor vi skal arbejde med færdighedsområdet “Musik og bevægelse”, hvor vi skal danse!
Tekst og foto: Anja Vikær